"Stjernetag"

Tegnet i december 2016.

Denne tegning har faktisk en lille historie gemt i sig. Prepare for cornyness ;)

 

Da jeg var barn, brugte jeg stjernerne på himlen som et beskyttende dække. En aften som 11-årig sad jeg på mit loftsværelse i Rønne og pev og slikkede sårene efter en tonstung dag i skolen der havde budt på mavepuster, spytklatter i håret og endnu en tur i skammekrogen - denne gang for at være næsvis overfor Graham, den koleriske engelskvikar. Fra underetagen kunne jeg høre min stedfar "Z" give sine markante holdninger til kende gennem en flyvende fastnettelefon der satte varige mærker i nikotintapetet.

 

Skolen var dum, særligt Søren og Morten. Vikar-Graham var dum. Og de voksne i stueetagen var i dén grad dumme. En enkelt stjerne flirtede med mig i den sorte vinteraften. Jeg gloede småretarderet på den her skide stjerne og kunne nærmest med tankens kraft knuge og knuse alt mit had til verden ned i denne lillebitte hårde knude og kaste den ud i evigheden. Der dukkede et par prikker mere op. Og fem til. To håndfulde dér ovre plus syv endnu og en spandfuld lysende punkter blev strøget henover hele framingen indtil stjernehimlen stod i fuld flor. En rigtig provinshimmel, hvor man kunne ane mælkevejens retning og alt det shit.

 

Jeg fandt pludselig trøst i denne overdådighed. Få ting er så komplekse som universet og det gik op for mig, at alt er irriterende kompliceret. Enhver bølle i skolen har deres stjernekort med dårligt selvværd, dårlige forældre, dårlige venner og en dominobane af dårlig valg. Enhver hidsig lærer har deres galakse af utilfredse koner, utålmodige chefer og uindfriede drømme. Og enhver ond stedfar har sit eget solsystem med uforløst kærlighed, forskruede rollebilleder og et ensomt fortabt barn på en gold måne.

 

Stjernerne blev en beroligende påmindelse om, at vi alle bærer et uendeligt univers indeni og at der derfor aldrig er sorthvide lette svar eller simple kasser at placere livet i. Når en ven svigter, en karriere smuldrer, en familie lider, en kærlighed forsvinder eller en krop knækker, kan man trække sig op i visheden om, at livet er rigt og nuanceret udover de hurtige rubrikker vi placerer i panden på menneskene og begivenhederne omkring os. Der er altid nye valg at træffe. Al modgang har tusind årsager og et væld af muligheder. Og hver eneste lillebitte ting der sker i vores ellers så røvsyge og ensformige liv, åbner vinduet for endnu en uendelig framing af stjerneprikker der blot venter på at blive opdaget.

 

Jeg sad på mit værelse og var lettet. Der er altid mere. Mere at opdage indeni og udenfor. Det giver mig stadig håb, lyst og mod på alting den dag i dag.

 

(sagde jo det ville blive corny ;))

© 2020 Benjamin Noir